I behandlingsafdelingen anvendes primært kognitive metoder: Kognitiv terapi, social færdighedstræning og psykoedukation ( undervisning). Ofte vil metoderne anvendes i kombination. Der arbejdes også med andre vidensbaserede metoder afhængig af problemets art.
Der tilbydes behandling af voksne, unge og børn såvel individuelt som i grupper. De individuelle forløb vil være af varierende længde, efter nærmere aftale, mens gruppeforløbene som regel vil være fastlagt på forhånd.
I de individuelle forløb vil samtalerne typisk være af 45 min. varighed og ligge en gang om ugen. Mellem samtalerne vil der ofte være hjemmearbejde f. eks. i form af registrering af symptomer eller problemepisoder.
Gruppemøder er som regel af 1 til 2 timers varighed 1 gang ugentlig. Gruppen ledes af en eller to terapeuter og vil som regel bestå af 4 til 8 personer. Der vil også i gruppeforløbene være tale om hjemmearbejde mellem møderne f. eks. i form af registreringer.
I kursusafdelingen vil der ved såvel kurser som undervisningsforløb blive anvendt oplæg/foredrag, øvelser, gruppearbejde og træning i praktisk anvendelse af metoderne. Længerevarende kurser kan være opdelt i moduler. Mellem modulerne vil der blive givet hjemmearbejde i form af registreringer, praktiske øvelser o. l.
Supervision vil være sagsorienteret med vægt lagt på terapeut/klient relationen, terapeutens personlige stil og anvendelse af de kognitive modeller og metoder. Der kan også indgå personaletræning, hvor fokus er teamets/organisationens funktion.
