Koncentreret behandling af OCD – virker den i klinisk praksis? af Hjalti Jonsson
Websitet anvender cookies til analyseformål og tilpasset indhold.

Kognitiv Terapi Center Aarhus

Koncentreret behandling af OCD – virker den i klinisk praksis?

Nyt studie af Launes et al (2019).

Af psykolog Hjalti Jonsson. Maj 2019.

Jeg har tidligere skrevet et par nyhedsbreve, om en rigtig spændende udvikling indenfor behandlingen af OCD – den såkaldte ”Bergen 4-day treatment for OCD”. Hermed følger vi den nyeste udvikling i nordmændenes spændende projekt i kampen mod OCD.

I mit tidligere nyhedsbrev beskrev jeg nogle lovende resultater fra en norsk forskergruppe, hvor OCD-patienter med svære eller ekstrem grad OCD gennemgik et kognitiv adfærdsterapeutisk behandlingsforløb, som var blevet komprimeret til fire hele dages intensiv behandling. Omtrent 73% af patienterne blev vurderet symptomfri (i remission) umiddelbart efter behandlingen, hvilket er betydelig mere end det man ser ved standard behandling, som oftest indeholder 12 ugentlige samtaler af 1-2 times varighed ad gangen. På daværende tidspunkt, blev der stillet spørgsmålstegn om hvorvidt denne form for intensiv behandling var holdbar i længden, især fordi nogle undersøgelser havde vist at effekten af intensive forløb ved OCD ikke var holdbare ved 3 måneders opfølgning (Jonsson, Kristensen, Arendt, 2015).

I 2018 publicerede den samme forskergruppe et opfølgningsstudie for at undersøge den langsigtede effekt af behandlingen, hvori det fremgik at 72% af patienterne blev vurderet symptomfrie efter 4 år.

Det næste skridt måtte derfor være at undersøge om hvorvidt denne effektive behandlingsmetode kunne udbredes til andre behandlingscentre end i Bergen, hvor programmet blev udviklet.

For nyligt har den samme forskergruppe udgivet et pilot-studie, hvor de har undersøgt om programmet kan implementeres på andre klinikker med samme effekt. Programmet blev implementeret på Sørlands Hospitalet i Norge, hvor der i forvejen var en specialiseret OCD klinik med mange års erfaring i 12 ugers gruppebehandling (2,5 timers sessioner) for OCD. Tidligere evalueringer af deres egne gruppebehandling havde vist at 51.9% ikke responderede på behandlingen.

I dette pilot-studie blev 34 OCD-patienter inkluderet og påbegyndte det 4 dages program, hvoraf 74% blev vurderet symptomfrie (remission) ved afslutningen, og ved 3 måneders opfølgning blev 68% vurderet symptomfrie. To patienter (5,7%) viste ingen forbedring ved afslutningen, og ved 3 måneders opfølgning var der 7 patienter (20%) som ikke havde vist en forbedring ift. hvordan de havde det inden behandlingsstarten.

 

Umiddelbart tyder pilotstudiet på at programmet godt kan implementeres på en anden specialiseret OCD-klinik, selvom dette foreløbige fund bør selvfølgelig fortolkes forsigtigt. Det er også vigtigt at fremhæve, at der blev i alt 52 patienter henvist til behandlingen, hvoraf kun 34 blev vurderet egnet til programmet, hvilket kunne tyde på at der har været tale om noget selektiv gruppe af deltagere i dette pilot studie.

Til de særligt interesserede kan artiklen anbefales, da den indeholder bl.a. en rigtig fin og konkret beskrivelse af hvad behandlingsforløbet indeholder – hvilket både terapeuter, pårørende og ikke mindst OCD ramte kan lade sig inspirere af. Artiklen er publiceret som open access.

The Bergen 4-Day Treatment for Obsessive-Compulsive Disorder: Does It Work in a New Clinical Setting?Gunvor Launes1,2, Inger Lill Laukvik1,3, Tor Sunde1, Ingrid Klovning1, Kristen Hagen3,4*,Stian Solem3,5, Lars-Göran Öst3,6, Bjarne Hansen2,3 and Gerd Kvale2,3