Af Hjalti Jonsson, Cand.Psyk.aut og Ph.d.
For omtrent 50 år siden blev OCD set som kroniske lidelse som ikke responderede på datidens psykoterapeutiske behandlingsmetoder. I 1966, på en sengeafdeling ved Maudsley Hospital i London, kom et af de første psykoterapeutiske gennembrud i behandlingen af OCD, da en psykolog ved navn Victor Meyer afprøvede en ny psykoterapeutisk intervention på OCD patienter med god effekt. Metoden bestod af Eksponering og Responshindring (ERP) som i dag vurderes at være det vigtigste ingrediens i standard kognitiv-adfærdsterapeutiske behandling for OCD.
Oprindeligt blev ERP metoden således udviklet og afprøvet med indlagte og ofte svære OCD patienter. Meyer’s behandlingsforløb bestod af 3-4 ugers intensive eksponerings og responshindringøvelser, som patienterne udførte sammen med deres behandlere – ofte efterfulgt af gentagne øvelser med det øvrige plejepersonale på afdelingerne. Efter den akutte fase af behandlingen, blev behandlingsintensiteten gradvist nedtrappet over en periode på ca. 8 uger. Med tiden har man udviklet specifikke kognitive modeller for OCD, hvilket har medført at behandlingen af OCD ofte indeholder en blanding af kognitive og adfærdsorienterede metoder – hvorunder ERP metoden dog stadig anses som den vigtigste metode i behandlingen af OCD. Intensiteten af behandlingsforløbene er med tiden også blevet reduceret og aktuelt består et standard KAT forløb for OCD af ugentlige sessioner (eller max to sessioner om ugen) – i ca. 12-15 uger.
For nogle år siden har undertegnet sammen med øvrige behandlere i Klinik for Angst og OCD – Psykiatrisk Hospital i Risskov eksperimenteret med det intensive format i behandlingen af OCD, såvel i gruppe som i individuel terapi. Denne erfaringsindsamling var bl.a. kilden til en systematisk gennemgang af litteraturen, med henblik på at undersøge om der kunne være forskel i effekt mellem standard KAT forløb vs. intensive forløb for OCD patienter (Jonsson, Kristensen, Arendt, 2015). Et intensivt forløb blev defineret som max 4 ugers forløb med minimum 5 sessioner om ugen i gennemsnit og samlet skulle der være tale om minimum 10 terapi sessioner. Med visse forbehold pga. få studier på feltet, tyder meta-analysen på at intensive forløb kunne have en tendens til en lidt bedre effekt lige efter behandlingen. Denne effekt fadede dog ud ved 3 måneders opfølgning, primært fordi patienter som havde opnået lidt bedre effekt i de intensive forløb var faldet en smule tilbage ved opfølgningen. Det fik forfatterne til at konkludere at det kunne være plads til forbedringer i OCD behandlingen ved at udvikle mere intensive forløb med særlig fokus på at understøtte og forebygge tilbagefald i perioden efter de intensive forløb.
For nyligt har en forskergruppe i Bergen, Norge – udviklet et endnu mere intensivt program, hvor OCD patienter med svære eller ekstrem grad OCD gennemgår et KAT forløb som varer blot 4 dage. Forløbet er en blanding af gruppe og individuel behandling, men som i Meyers tilfælde foregår eksponerings og responshindringsøvelserne i stor stil sammen med terapeuten med en grundig støtte og vejledning fra behandlere såvel som andre deltagere i gruppen. Resultaterne afventes afprøvet i kontrollerede studier, men de foreløbige resultater for dette intensive format er lovende. Interesserede læser kan anbefales at læse deres artikler:
a) Concentrated ERP delivered in a group setting: An effectiveness study
b) Concentrated exposure and response prevention for adolescents with obsessive- compulsive disorder: An effectiveness study